About

R+T: Momoyo, kan du fortælle os om dit første indtryk af Krabbesholm og om bag­grunden for projektet?

M Ja. Vi deltog i en mindre udstilling på Krabbesholm Højskole om et nyt kunstcenter i relation til KBH Kunsthal. I den forbindelse blev vi helt uformelt bedt om at komme med et forslag til en ny galleribygning pa skolen. Det var vi selvfølgelig glade for, men det var ogsa svært for os at udarbejde et forslag, siden vi ikke havde den ringeste ide om, hvad en dansk højskole egentlig er. Da jeg er gæsteprofessor ved ETH i Zurich, kommer jeg ofte til Europa, og jeg fløj derfor op til Skive for at se skolen med egne øjne. Jeg blev øjeblikkeligt betaget af Krabbesholm og den danske højskolebevægelse. Jeg faldt pladask for stedet med fjorden, det danske landskab, erhvervshavnen, bindingsværkshusene, hovedbygningen, eleverne, undervisningsfilosofien og den måde, hvorpå man har indpasset moderne arkitektur i de idylliske omgivelser.

Før vi begyndte at udarbejde vores forslag, havde vi lange samtaler med forstander Kurt Finsten om skolens behov og særlige ønsker i forbindelse med en ny udstillings­bygning. Vi erfarede. at Krabbesholm virkelig trængte til en ny bygning til præsentation af elevarbejder og til udstillinger med inviterede kunstnere. På grund af de mange for­skellige fag. der undervises i på Krabbesholm, og den meget alsidige kunstneriske produktion, der skulle udstilles, blev det vigtigt for os – og for skolen – at etablere et galleri med både mørke og lyse rum, således at ethvert medie kunne præsenteres bedst muligt. Der var med andre ord et helt klart behov for en fleksibel, men ogsa meget enkel galleribygning, der kunne imødekomme forskellige behov og bruges til forskellige formål.

Mens vi i Tokyo tegnede på det første forslag, fik vi besøg fra Krabbesholm, og delega­tionen viste til vores store overraskelske stor interesse for et tarnbyggeri, som vi fik opført for nogle år siden. Det ledte til, at vi udarbejdede et forslag til et betontårn pa Krabbesholm. Forslaget blev sendt til myndighederne i Skive med henblik på erhvervelsen af en byggetilladelse. Myndighederne var imidlertid ikke indstillede på at tillade en høj bygning i de historiske omgivelser pa Krabbesholm. idet de mente, der var for stor kontrast mellem et sådant byggeri og den fredede hovedbygning.

T: Kom det som en overraskelse for dig, Momoyo? I må jo have været klar over. at Krabbesholm er et historisk område, og have taget det med i jeres overvejelser under udformningen af projektet. Hvordan mener du, et højt hus kunne komplementere de historiske omgivelser?

M: Selvfølgelig tænkte vi over sammenhængen, men det foreslåede tårn var et forsøg på at gå i dialog med de store siloer i havnen, som ligger meget tæt pa det nye galleri. For os er Krabbesholms kontekst lige så meget den nærliggende rå og upolerede havn som den idylliske hovedbygning. lmidlertid betød myndighedernes afvisning. at vi ændrede projektet. Vi ønskede dog at forblive loyale overfor skolens ønske om en bygning. der skilte sig ud fra det øvrige byggeri. Vi var jo netop blevet valgt, fordi man forventede. at vi ville kunne tilføre Krabbesholm et nyt, unikt bygningsværk. Derfor opgav vi aldrig helt tanken om et markant og bemærkelsesværdigt byggeri. Men vi gik på kompromis med hensyn til bygningens højde og tegnede ‘Four Boxes Gallery·, som består af fire kasser, der stabler sig oven på hinanden. Man kan sige. at vi trykkede tårnet ned – på en fuldt kontrolleret måde selvfølgelig – og lod det sprede sig ud forneden. Dette projekt blev godkendt af myndighederne og er i dag realiseret på Krabbesholm.

R: Hvad synes du så om det færdige resultat. nu hvor du kan se jeres robuste, men også meget elegante bygning?

M: Som jeg ser det færdige resultat, er jeg helt overbevist om, at vi har skabt en bygning, som er enkel og stærk, og som passer ind i sammenhængen. Det skyldes i høj grad den rå beton, der danner en skarp kontrast til resten af skolen. Vi overvejede først at støbe bygningen på stedet for at fastholde referencen til siloerne i havnen. som jeg talte om tidligere. Vi blev imidlertid rådet til at bruge præfabrikeret beton, fordi det er billigere, hurtigere og lettere at arbejde med i den danske vinter. I Japan er præfabrikeret beton dyrt, så vi greb chancen for at prøve kræfter med præ-fabrikerede betonelementer. Præfabrikation definerer i høj grad de bygninger, man tegner. Højder og spænd er underlagt maksimumdimensioner, hvilket er en matematisk udfordring, som adskiller sig betydeligt fra det at støbe beton på stedet.

T: Det lyder. som om du indikerer, at Four Boxes Gallery er den mest rationelle bygning, Atelier Bow-Wow nogensinde har tegnet, og at den i den forstand er anderledes end jeres tidligere byggerier. Alligevel fremstår den som et fremmed element pa Krabbesholm. For eksempel er de træer, der foreslås i gårdrummet tydeligvis for­ankret i japansk tradition, imiterende et bymiljø i Tokyo. Hvordan passer det ind i de landlige omgivelser i Danmark, og hvordan greb I den danske kulturarv an i jeres udformning af byggeriet på Krabbesholm?

M: Vi kan jo ikke formægte vores personlige stil. Vi skal og bør altid være Atelier Bow­Wow. Det betyder ikke, at vi ikke er bevidste om danske traditioner og måder at gøre tingene på, som er anderledes end vores. Faktisk balancerer vi på kanten mellem “det nye, vi ser” og “det gamle. vi kender”. Det nye galleri adskiller sig altså fra typisk europæisk arkitektur, men er på den anden side heller ikke rigtig japansk. Det er vores måde at gribe kulturforskelle an på. Jeg tror, vores placering mellem de to poler lige præcis er grunden til, at vi stadig diskuterer, hvorvidt vi skal have træerne i de udendørs gallerier eller ej, for det er nemlig ikke endeligt besluttet. I har ret, når I siger, tæerne er meget japanske i den måde, de er iscenesat på, men på den anden side er der tale om danske træer, som har vokset i området, længe før vi kom ind i billedet.

R: Nu, hvor vi taler om tilpasning til en dansk eller en japansk kontekst, vil jeg gerne høre, hvorfor jeres bygning. ligesom gæstehusene tegnet af den cubansk-amerikanske billedkunstner Jorge Pardo, behøver en mur rundt om sit udendørsområde? Alle de andre offentlige bygninger på skolen ligger “ubeskyttede” i terrænet. Hvorfor fandt I det nødvendigt at omkransede galleriets gårdrum, til og med med meter høje mure?

M: I Tokyo ville vi aldrig have opført sådanne mure, da de lukker for meget inde. Men i dette tilfælde, hvor bygningen ikke alene har indendørs rum, men også ydre udstillingsrum, besluttede vi, at de udendørs områder kralvede en eller anden form for ramme, helt i tråd med et normalt interiør. Det skyldtes ikke, at vi ønskede at skabe et slags halvprivat miljø, sådan som I antyder. men kort og godt at gardrummene krævede en fysisk afgrænsning.

T: Del giver mening. Men nu hvor vi taler om afgrænsning af det private rum eller ej, må jeg tilstå, at jeres bygning alligevel undrer mig lidt. De fleste af de bygninger, I har tegnet hidtil, har været private boliger, som klart formidler jeres begejstring for individuelle rum. Det er også private rum, I gransker i jeres forskningsrelaterede bøger “PET Architecture” og “Made in Tokyo”. Hvordan knytter det an til Krabbesholm og de intime rum i jeres bygning, der næsten fremstår som en privatbolig? Skal man se Four Boxes Gallery som et privat rum, selvom der er tale om en offentlig bygning?

M: Nej, slet ikke. Faktisk refererede vi i begyndelsen til bygningen som ‘workshop’. hvilket jo netop antyder et ufærdigt rum i den forstand, at det igangværende arbejde hele tiden transformerer arkitekturen. Vores intention med bygningen er at vise den proces, der ligger bag det at skabe noget. Det vil glæde os, hvis bygningen bliver opfattet og anvendt selvstændigt og uafhængigt af brugerne, da det er vores mål, at subjektet skal være med til at definere bygningen. Det gør dog på ingen måde bygningen privat. Faktisk er der tale om en bygning, der skal gøres levende i kraft af kollektivt brug.

R: Mener du dermed, at bygningen skal ses som en ramme, hvori elever og kunstnere selv lægger mening og betydning?

M: Ja. præcis. Vi forsøgte at indfange forskellige livsstile og forskellige brugerbehov i en forenklet. men også abstrakt bygning. Og det var derfor – for at vende tilbage til jeres foregående spørgsmal- meget vigtigt for os, at rummet er lige velegnet til private som kollektive formål.

T: Når man går gennem jeres bygning, oplever man arkitektonisk variation, og der synes at være fokus på at sikre en mangfoldighed af rumlige udtryk. Er det en korrekt opfattelse?

M: Ja, vores primære intention med bygningen var at udtrykke rumlige relationer. På den made adskiller bygningen sig ikke fra vores tidligere byggerier og vores forskningsarbejde, da det er vigtigt for os at indtænke spatiøs kompleksitet i vores projekter. Når vi arbejder for bygherrer, forsøger vi at indfange deres ideer i en rumlig komposition, idet vi omsætter bygherrens ønsker til tredimensionel form. Sekundære forhold lægges dernæst ind over den rumlige komposition som et komplementerende lag. På den måde bliver bygningen levende. På Krabbesholm skabte vi en rumlig relation, som vi parrede med et hierarki af lys. Denne sammensmeltning skaber en enkel. men alligevel attraktiv og kompleks arkitektur. Konkret betragter vi over­lapningen mellem rum og lys som “gap spaces”. dvs. mellemrum mellem galleriets fire bokse. som sørger for, at lyset reflekteres ind i bygningen.

R: Nu, hvor du selv nævner “gap spaces”, må jeg bede dig om at uddybe det lidt mere. I “PET Architecture” og “Made in Tokyo” skriver I om mellemrum, men på en helt anden måde. I de to bøger henviser termen “mellemrum” til små bymæssige revner i byens masse, som fyldes ud med mindre bygninger: Men på Krabbesholm er mellemrummet oversat til små vakuummer mellem bygningens fire bokse.

M: Mellemrum er helt bestemt noget, vi holder meget af, men det har også noget at gøre med de restriktioner, vi er underlagt som arkitekter. Når vi taler om mellemrum i Tokyo, er det ikke en eller anden smart arkitekturjargon, men et begreb vi simpelthen ikke kan se bort fra. På Krabbesholm er konteksten ikke bymæssig, men landlig, og bygningsreglementet er helt anderledes. Derfor giver det ikke mening at tale om mellemrum på samme måde, som vi gør i Tokyo. Vi forsøgte ikke desto mindre at skabe et udendørs mellemrum ved at lægge vores bygning meget tæt pa lde-Pro·s. Men de gjorde indsigelse. og vi blev nødt til at flytte bygningen længere væk. I stedet fandt vi i forbindelse med projekteringen ud af, at de smalle indvendige rum mellem vores fire bokse kunne opfattes som en ny slags mellemrum, da de udgør negative rum mellem større voluminer. hvorfra himlen netop kan skimtes, nøjagtig som det er tilfældet med udendørs mellemrum i Tokyo.

T: Når man besigtiger jeres bygning, oplever man det, som om den er tænkt indefra og ud. Men når du taler om den, synes du at være mere optaget af bygningen som helhed, som om den er tænkt udefra og ind. Huset har nogle meget præcise vinduesåbninger, som ikke tilgodeser Krabbesholms ellers indlysende kig udover over haven eller fjorden, men i stedet honorerer nogle meget markante og overraskende udsigter. Det synes, som om I har valgt at indramme skolens tættest bebyggede steder med jeres vinduesåbninger i et forsøg pa at iscenesa!tle en eller anden form for urbanite! i disse temmelig landlige omgivelser.

R: Og man må tilføje, at det øverste atelier ikke har noget vindue ud mod parken, som er en del af skolens sociale rum. I gør dette rum ekstra privat ved at fravælge et vindue mod den kollektive sfære. Det opfatter jeg dog som en overraskende kvalitet, da man på Krabbesholm er “på” det meste af tiden. Det, at I skaber en form for fristed øverst oppe, hvor skolen reelt ikke bemærkes. viser tydeligt, at udsigt også handler om det, man ikke ser.

M: Vi kortlagde de forskellige udsigter fra Krabbesholms bygninger. I værkstedet øverst oppe fandt vi væggen meget vigtig. Det var væsentligt for os at sikre, at værk­stedet besad en ubrudt væg, hvorpå kunstværker kan skabes og fremvises, frem for at understøtte en visuel forbindelse mellem det isolerede værksted og det offentlige parkrum. Det samme gælder for gallerierne. Også der lagde vi hovedva!gten på vægge og udstillingsrum. Som vi har skrevet i vores bog “Post Bubble City”, mener vi ikke, at udsigt alene drejer sig om at understøtte smukke scenerier. Udsigter kan være for indlysende og derfor overvældende for både arkitekt og bruger. Vi finder ikke, at en smuk udsigt nødvendigvis er lige så fascinerende som en interessant udsigt -interessant i denne sammenhæng utraditionel.

T: Det giver god mening. Jeg hører dig dog ogsa sige indirekte, at jeres projekter i høj grad er påvirket af bygherrens input eller – med andre ord – at det givne program og de ønskede funktioner er vigtigere end for eksempel at skabe optimale vilkår for udsigten. Det er en meget pragmatisk tilgang til arkitektur. Således er det også bemærkelsesværdigt, hvor lidt du fremhæver jeres formsprog og jeres egne arkitektoniske valg. I undgår simpelthen at komme med endelige forslag, som ikke kan eller bør ændres.

M: Dialog betyder alt for os. Vi fastlægger selvfølgelig selv den rumlige komposition, men vi lærer ved at lytte til bygherren. Dialog sætter os i stand til at observere, og det er altafgørende for Atelier Bow-Wow. Det er også derfor, vi har beskæftiget os så meget med anonym arkitektur i Tokyo, fordi den på en meget ærlig måde synliggør brugernes forhændenværende ønsker.

R: Du lyder meget beskeden.

M: Det er jeg måske også, men det skyldes, at vi ikke er interesseret i arkitektoniske hllsninger som sådan, men mere i at finde frem til gode løsninger. For at finde frem til gode forslag, bliver man nødt til at stille nogle gode spørgsmål. Det er derfor, jeg altid indgår i dialog med vores bygherrer. Samtale er utrolig vigtig for os, fordi den hjælper os til at forbedre vores projekter. Det hænger sammen med det. vi kalder det arkitektoniske “hverdagssprog”, hvor dialogen fungerer som formidlende element mellem bruger og arkitekt. Da vi som arkitekter kommunikerer med samfundet i kraft al rum, skal vi hele tiden være i dialog med repræsentanter for samfundet, for hvad er det ellers, vi kommunikerer? Vores mantra er at udveksle ideer gennem samtale og ikke betragte arkitekten som højerestaende og bedrevidende.

T: Når du taler om jeres bygning, fornemmer man, at I er opmærksomme på hvert eneste aspekt af processen. Dette står i modsætning til det enkle forslag med det klare greb, som mange arkitekter ynder at praktisere. Det er på linje med jeres be­rømte måde at tegne på, hvor I medtager alle detaljer i en enkelt tegning i stedet for at rense ud og vise en enkel og overbevisende illustration (se Atelier Bow-Wows bog “Graphic Anatomy”). Er det en japansk tradition at opsummere al den givne viden i en enkel fremstilling?

M: Nej. det er en Bow-Wow-tradition.

R: Og den stammer fra jeres instinktive behov for at observere, ikke sand!?

M: Det har jeg egentlig aldrig tænkt over, men det er rigtigt.

R: Momoyo, tillad os at opsummere, da vi nu herved vejs ende er nået til noget, der synes arketypisk for Atelier Bow-Wow – nemlig dialogen og observationen som afgørende for jeres arbejde. Det er vanskeligt at definere Atelier Bow-Wow ud fra en særlig stil, da jeres bygninger ikke synes at have noget fælles arkitektonisk formsprog. Det er lettere at definere jer ud fra jeres metode, jeres dybe omtanke og jeres til dels teoretiske tilgang til arkitektur. Jeres varemærke synes at være at stille spørgsmål frem for at komme med svar. Jeres galleribygning på Krabbesholm er måske ikke det eneste mulige svar på en ny bygning pa skolen, men det er en helt igennem enestående bygning, der videreformidler de spørgsmål, I har stillet jer selv igennem bygningens tilblivelse. Som besøgende på skolen må man nødvendigvis spørge sig selv om, hvilke omstændigheder der bragte denne elegante opadstræbende bentoboks til de landlige omgivelser på Krabbesholm. Nu ved vi det. Tak.